tirsdag den 27. december 2011

Det var midt en julenat...

Hej!

Så blev det nymåne og så var det for en gang skyld stjerneklart. Og juleaften.
Men jeg syntes alligevel jeg ville give det et skud. Det blev bobletågen (alias NGC7635), der måtte stå for skud.



Men jeg må jo indrømme, at der jo ikke var så megen tid til at kæle for detaljerne. Det var ud at åbne observatoriet, nappe det første det bedste objekt på ønskelisten, bede FocusMax om at focusere (og stole på det den fandt ud af) og så ellers i gang. Og så tilbage til gåsen og de brunede kartofler. Og juletræet og ...

Når jeg ser på resultatet, så kunne det nok gøres bedre, men betingelserne taget i betragtning, så er det vel OK.

Glædelig jul til jer alle!
Håber vi får flere aftener som den 24. Måske med lidt mindre jul :-)

Per

søndag den 4. december 2011

Jupiter 30.11.11 med GRS og måneskygge

Hej
Onsdag aften viste Jupiter sin interessante side med den store røde
plet (GRS) samtidig med at der var en skyggepassage fra Io. Jeg skød
en række videoklip med min TEC-140, 5x power mate og skynyx kamera.
Det bedste resultat er det her.
Seeingen var af en sådan art at billedet af jupiter ikke blev
forvredet men flyttede sig hurtigt rundt i feltet. Det betød at de
enkelte frames blev rimligt skarpe og kunne rykkes på plads af
registax.
Iøvrigt var det super flot visuelt. Jeg lagde bl.a. Mærke til at Io
tydeligt er mere orange end de andre måner.
Mvh Niels

onsdag den 16. november 2011

Program for fotogruppemøde 24.11.2011 kl. 19.30

Hermed program for novembermødet i Fotogruppen
  1. Planetfoto
    Michael Svalgaard vil fortælle om de teknikker han anvender for at opnå den højest mulige opløsning når han fotograferer planeter. Han vil komme ind på teknikker ved teleskopet og den efterfølgende behandling af optagelserne.
    Herunder ses Michaels optagelse af Jupiter fra den 26.9.2011. Han vil helt sikkert fortælle om hvordan dette billede er blevet til.

  2. Nyt siden sidst - fremvisning af egne billeder fra efteråret. Har du købt nyt spændende udstyr så tag det med og fortæl om det.
  3. Planlægning af observationsaftener
    Michael Rask vil fortælle noget om objekter og begivenheder  der er velegnede fotomål de kommende måneder.
På gensyn på Kroppedal.

Michael & Niels

Jupiter 16. oktober 2011

Her er et skud af Jupiter fra den 16.10.11. Det er optaget med min 140mm TEC refraktor. Der er anvendt en 5x powermate så den samlede brænvidde var knap 5 meter. Billedet er en stak af ca. 1000 frames optaget med et SkyNyx kamera. Billedet et stakket og behandlet i Registax og finpudset i Photoshop Elements
 
Mvh Niels

mandag den 24. oktober 2011

Program for møde den 27. oktober 2011

Hermed program for mødet på torsdag. På gensyn på Kroppedal torsdag kl. 19.30

  1. Nyt siden sidst - fremvisning af egne billeder fra efteråret
  2. Kometfoto
    1. Optageteknikker ved teleskopet
    2. Stacking og billedbehandling
    3. Aktuelle kometer
    4. Eksempler på kometbilleder - tag gerne jeres egne billeder med
  3. Planetfoto
    Det var planlagt at vi skulle have en detaljeret gennemgang af planetfoto på dette møde. Dette er udskudt til et senere møde, men vi vil gennemgå de grundliggende teknikker så alle kan komme ud og fotografere Jupiter der er tættest på Jorden den 29.10.2011 hvor den vil være 50" i diameter. Vi skal gerne have nogle gode data i hus vi kan anvende senere til billedbehandlingsseancer.
  4. Planlægning af observationsaftener

søndag den 23. oktober 2011

Cygnus i widefield

Efterårsferien bød på et par klare nætter i sommerhuset. 10 skud a 60 sekunder med Canon 40 D og 17 mm vidvinkel linse af et mangfoldigt område i Cygnus næsten i zenit. Drivende skyer, som dog kun kan ses på de enkelte frames. Stacket og behandet i ImagesPlus. Opdagede i øvrigt at den nye version af IP kan styre Canon og Nikon linsernes fokusmotor under fokuseringen. Dvs. man sidder i ro og mag og kigger på en stærkt forstørret stjerne i fokusmode, ændrer vha IP fokus en smule med det antal step man ønsker indtil stjernen står knivskarpt og uberørt af menneskehånd. Det er helt genialt.
Mvh
Michael Rask

søndag den 9. oktober 2011

Slørtågen fra Avnø

Under Avnø træffet 2011 prøvede jeg Finn Nancke's modificerede Canon 400D. Slørtågen blev valgt som objekt da den indeholder meget rød tåge der er svær at fange med mit eget umodificerede Canon 350D. Billedet herunder er 9x10 minutter ved 1600ISO. TEC-140mm f/7 APO refraktor på TTS-160 montering med teleskop rOTAtor.  Dobbeltklik på billede for stor version.
Den meget mørke himmel på Avnø betyder at jeg ikke har gjort andet end stakke billederne og så justeret levels i Photo Shop Elements.
Mørk himnmel og modificeret kamera virker :-)

Billeder fra Avnø Træf 2011 - Observationspladsen

Henning Høst, Thomas Christensen, Tom Axelsen og Niels Haagh har bidraget med stemningsbilleder fra Observationspladsen. Som det fremgår var vejret fremragende dag og nat :-)


onsdag den 5. oktober 2011

Ideer og planer drøftet på årets første møde i gruppen

Prioritering af emner og tidsplan for sæsonen - foreløbige ideer som nok opdateres undervejs

Torsdag den 8/9   Opstarts- og planlægningsmøde
Avnø den 30/9 til 2/10   Jupiter, Deepsky og Raket/suborbitals
Torsdag den 27/10  Planetfoto og Komet
Torsdag den 24/11  M1o1, lyskurver, timelapse
Torsdag den 26/1  Fjernstyret teleskop
Torsdag den 23/2  Billedbehandling Deep Sky
Torsdag den 22/3    Billedbehandling planeter
Torsdag den 24/4  Praktisk aften bag egne teleskoper 
 
Fælles udfordringer og opgaver
Objektliste til Avnø
Timelapse ?
Startrails ?
Lyskurve eller Timelapse af komet eller M101?
Forslag til objekter til fjernteleskop?
Billedbehandling af et ens sæt billeder?
 
Forslag til aktiviteter
Der er planlagt 3 møder + Avnø Astro Træf i efteråret og 4  foråret
Forberede objekter til Avnø astro træf – hvilke er oppe og står godt?
Planetfoto – Jupiter står godt gennem efteråret
Kometfoto – næste måned er komet C/2010 X1 Elenin tæt på jorden og bliver synlig for det blotte øje: http://aerith.net/comet/catalog/2010X1/2010X1.html
Supernovaen i M101, se http://en.wikipedia.org/wiki/SN_2011fe
Timelapse – lav flotte videoer af nattehimlen, kometer, M101 supernovaens stigende lyskurve, skyer, lyn etc. http://blog.tylerginter.com/?p=562 (lidt avanceret - mindre kan gøre det)
Optage billeder fra et fjernstyret teleskop live, måske fra den sydlige halvkugle eller fra Spanien, her er en mulighed: http://www.global-rent-a-scope.com/
Videnskabelige målinger – lysstyrker for variable stjerner og asteroider
Exoplanet eftervisning

fredag den 16. september 2011

Supernova i M10: SN 2011fe

Så er der en Supernova i M101 - et medlem af familien: Den er "kun" 21 millioner lysår væk. SN 2011fe blev opdaget d. 24/8 2011 og allerede d. 25/8 forsøgte jeg at få et billede af den. Jeg troede at en supernova var ligesom en lynkineser: Et kort lysglimt og så er det overstået. Sådan forholder det sig imidlertidig ikke. D. 25/8 fik jeg ikke noget billede af M101 der kunne bruges. I aften fik jeg fem der god tnok var sløret af høje tynde skyer, men SN 2011fe er der endnu! Der lyser meget klart - kik bare på de to billeder jeg har sendt med. Det uden supernova tog jeg d. 21/4 2011 - det med supernova for to timer siden :-)

   

mandag den 5. september 2011

Torsdag den 8.9.2011 - første møde 2011-2012 sæsonen

Program for første møde efteråret 2011:

  • Samle op siden sidst (nye og gamle ansigter, nyt grej , nye projekter, nye billeder?)
  • Høre kommentarer til programmet samt yderligere forslag og ideer til indhold.
  • Fastlægge en nogenlunde prioritering af emner og tidsplan for sæsonen.
  • Finde et par gode fælles udfordringer.
  • Herudover er den første opgave at lave en liste over astrofoto objekter til Avnø træffet i slutningen af måneden. Det kan være alt fra vejrfænomener til timelapse af campen gennem natten til planeter, kometer, deep sky osv. Medbring nogle forslag til Avnø objekter på mødet, så laver vi en fælles liste og drøfter igennem hvordan de forskellige objekter forberedes.
  • Søren Jessen fra KAF vil demonstrere et Sky Quality Meter, som KAF har indkøbt nogle stykker af for at kortlægge hvor mørkt der er i forskellige dele af landet. Der vil også være mulighed for at låne en sådan med hjem og måle ens lokale mørke til gavn for en større mørkekortlægning.

Vi ses til første møde på Kroppedal på torsdag den 8/9 kl. 19.30.

Astronomiske hilsener
Michael Rask og Niels Haagh.

Program for KAF astrofoto workshop sæsonen 2011-12. Første møde er på torsdag den 8/9 kl. 19.30 på Kroppedal

Kære alle
I den kommende sæson fortsætter KAF Astrofoto workshoppen. Det er ikke
mindst på baggrund af ønsker fra de mange, der deltog i sidste sæson.
Som sidste år er der møde en gang om måneden - normalt den 4. torsdag
i måneden, med mindre andet meldes ud. Mødedatoer i efteråret vil
være:
Torsdag den 8. september kl. 19.30-22.30
Torsdag den 27. oktober kl. 19.30-22.30
Torsdag den 24. november kl. 19.30-22.30
Mødedatoerne i foråret er foreløbig planlagt til:
Torsdag den 26. januar kl. 19.30-22.30
Torsdag den 23. februar kl. 19.30-22.30
Torsdag den 22. marts kl. 19.30-22.30
Torsdag den 24. april kl. 19.30-22.30
Alle møder holdes på Kroppedal, Kroppedals Allé 3, 2630 Taastrup, se
http://www.kroppedal.dk/astronomi/index.html
På workshoppen vil der hver gang være et oplæg omkring et astrofoto
emne. Efter oplægget arbejder vi mere praktisk med teknikkerne –
herunder på PC-erne – men hvis muligt også udenfor med kamera og
teleskop. Alle opfordres til at medbringe egen PC samt egne fotos, men
det er ikke en forudsætning. Vi vil også forsøge at aftale fælles
opgaver eller små udfordringer.
Det er meningen at workshoppen skal drives af deltagerne i fællesskab.
Derfor vil programmet for møderne blive afstemt med deltagerne
undervejs. Vi forventer at komme ind på følgende emner i løbet af
sæsonen:
- Forberede objekter til Avnø astro træf 30/9 til 2/10 - hvilke
objekter er oppe og står godt?
- Planetfoto – Jupiter står godt gennem efteråret.
- Kometfoto – I midten af oktober kommer komet C/2010 X1 Elenin tæt på
jorden og bliver synlig for det blotte øje. Der skal vi være klar,
kernen skulle i øvrigt være under opløsning… Læs mere:
http://aerith.net/comet/catalog/2010X1/2010X1.html
- Komet Garad tegner også flot, se Garad tæt på M71:
http://www.werbeagentur.org/oldwexi/gallery_deepsky/Garrad_M71_man.jpg
- Supernovaen fra 25. august 2011 i M101, skyd nogle nye M101 billeder
og sammenlign med dine gamle, eventuel med blinkfoto, den stiger
stadig voldsomt i lysstyrke og ventes at kunne ses med håndkikkert, se
http://en.wikipedia.org/wiki/SN_2011fe
- Timelapse – lav flotte videoer af nattehimlen, kometer, M101
supernovaens stigende lyskurve, skyer, lyn etc.
http://blog.tylerginter.com/?p=562 (lidt avanceret - mindre kan gøre
det)
- Optage billeder fra et fjernstyret teleskop live, måske fra den
sydlige halvkugle eller fra Spanien, her er en mulighed:
http://www.global-rent-a-scope.com/
- Videnskabelige målinger – lysstyrker for variable stjerner og asteroider.
Vi arbejder på at få nogle af de rigtigt dygtige danske
astrofotografer til at komme med oplæg, foreløbig har både Michael
Stauning og Michael Svalgaard givet tilsagn om at fortælle om deres
projekter og lære fra sig. Og flere kommer til.
Hvis du er interesseret i at deltage i workshoppen hører vi gerne fra
dig, eventuelt med forslag og ideer til programmet. Skriv til
nth@trackthestars.com eller aggamich@gmail.com

tirsdag den 30. august 2011

torsdag den 16. juni 2011

Måneformørkelse Brorfelde15 Juni 2011

Hej alle

Vi var 6 personer på Brorfelde Lunds Banke

 5 fra Brorfeldes venner og én Journalist fra Venstrebladet Jyderup afd.

som kikkede efter månen; den dukkede op ud af mørket over skyerne Kl. 22:15

tydeligst 22:40 hvorefter den orange farve aftog.

22:40

 

mvh

Søren Jessen

 

onsdag den 8. juni 2011

M3 er flere versioner


I slutningen af april fik jeg min gamle 10" f/6 newton sat op i observatoriet. Det var som en test af TTS-160 monteringens bæreevne med rotator (Teleskopet vejer næsten 30 kg). Testobjektet blev M3 som stod højt i syd. Jeg skød 10x4 minutter med Canon EOS-350D ved 800 iso. Jeg skød ingen flats eller darks.
Så kommer vi til billedbehandlingen. Jeg lavede selv et billede ud fra datasættet og fik senere Henrik Bondo til at forsøge sig. Som I kan se har jeg noget at lære :-)
Mvh Niels

søndag den 15. maj 2011

Virgo fra Aschberg

Kære astrofotointeresserede
Her et af resultaterne fra året træf i slutningen af april i Aschberg i Tyskland. Flot natur, klart vejr, masser af lækkert grej, kæmpestore dobs til fantastiske visuelle ekspeditioner på nattehimlen og rigtig god stemning, ikke mindst i danskerlejren. Kan virkelig anbefales. Jeg havde dog tekniske problemer af forskellig art, så billederne kiksede lidt, men har nu styr på det (tror jeg), så kom an Aschberg næste år! Håber vi ses der.
Mange hilsner
Michael

søndag den 1. maj 2011

Ja, så er der gang i den igfen

Hej igen

Hold da op for en påske... Nætterne er ganske vist korte, men der har været mange af dem. Og jeg har haft gang i teleskopet. Det er blevet til mange billeder. Jeg har skiftet til min SN10 med F=1016. Jeg har selvfølgelig ledt efter objekter det fylder noget på chippen, med den  brændvidde jeg har til rådighed og kom bl.a. forbi NGC3079.


 
Jeg blev lidt interesseret i de andre galakser der er i biledet og googlede lidt på objektet. Og opdagede at jeg havde et meget mere interessant objekt på chippen: Dobbelt kvasaren  QSO 0957+561. I den røde cirker er der to "prikker". Det er to billeder af samme objekt, adskilt af en gravitations linse, et eller andet sted derude... Faktisk er lyset fra "prikken" længst til venstre 14 måneder længere om at nå os, end lyset fra "prikken" til højre.

Og afstanden derud? 7.8 milliarder lysår... Det er rundt regnet 3.3 milliarder år før vores sol tændte...

Så er det man bliver lidt svimmel...


God sommer
Per


søndag den 27. marts 2011

Inspireret af Niels et billede af Eskimoen. Taget med C14 ved F10 og canon 40D modificeret, 119 frames a 13 sekunder, svarende til ca. 25 minutter. Stacket i IP og croppet. Store problemer med guidning, da jeg ikke kunne få fokus, men har nu bagt fugtfjerneren i min STV guider - det var som at forsøge at guide på M42. Ingen flats, da jeg havde vendt min AOG sådan at prismet vendte ind i i siden af billedfeltet, i stedet for i bunden , hvor chippen (Cmos'en) er smallere. Dumme fejl, jeg prøver nok igen med større brændvidde. Mange hilsner Michael

lørdag den 26. marts 2011

Mikael Svalgaard på Astrofoto workshop






Stor tak til Mikael Svalgaard for et spændende oplæg på Kroppedal om hvordan højst mulig opløsning opnås ved solfolto, planetoptagelse og deepsky. Der var et fint fremmøde og alle fik vist ny viden og noget at tænke over med hjem. Se hans hjemmeside på www://leif.org/mikael/astro_index.html
Astrofotoworkshoppen holder pause indtil efteråret, hvor vi starter op igen. Send en mail, hvis der er emner du ønsker vi skal tage op.
Mvh
Niels og Michael

tirsdag den 22. marts 2011

Eskimotågen igen

Hej
 
Her er en ny behandling af billeddata. Denne gang stacket med Deep Sky Stacker med den 2x dithering som Michael foreslog. Ved ikke om opløsningen er blevet bedre, men kontrasten er lidt mindre hidsig så eskimoen ansigt nu kan ses :-)
 
Mvh Niels

søndag den 20. marts 2011

Eskimotågen NGC2392

Hej
 
Hermed et skud af Eskimotågen. Da tågen er lille (48"x48" - som jupiter) forsøgte jeg at forlænge brændvidden med en 2x powermate. Billedet er 50stk 30 sekunders uguidede eksponeringer.
Nogen bud på hvordan den udbrændte midte kan undgås ?

Mvh Niels

Møde 24.3.2011 19.30 - Michael Svalgaard fortæller om planetfotografering

Kære deltagere i KAF's astrofotoworkshop.
Torsdag er sidste møde i astrofoto workshoppen for denne sæson og det
fejrer vi med et oplæg i topklasse!. Vi fået Mikael Svalgaard som er
en meget aktiv, dygtig, erfaren astrofotograf, flere gange APOD
"vinder" og fast guide på Viktors Farmors solformørkelsesrejser, til
at fortælle primært om optagelse og billedbehandling af planetfoto,
men han vil også berøre emner, som han arbejder med aktuelt indenfor
deep sky. Mikael arbejder om sommeren med solfoto gennem Ha filter og
om vinteren med planetfoto og deep sky. Uanset hvilket niveau du er
på, er det her en mulighed for at få et skub fremad.
Mikael er uddannet fysiker, arbejder med laserteknologi, er
initiativtager til Børn af Galileo og medlem af KAF.
Se hans flotte hjemmeside på http://www.leif.org/mikael/astro_index.html
Udover Mikaels oplæg vil der også være tid til opsamling siden sidste
møde, og hvis der er medlemmer der gerne vil vise egne billeder.
Desuden samler vi op på astrofoto workshoppen i det hele taget. Hvis
der er interesse for det, vil Niels og jeg gerne fortsætte workshoppen
til efteråret, så giv os et praj enten på bloggen, på mail eller på
mødet. Er der stemning for det og hvad du er interesseret i vi skal
lave?
Mange hilsner og vel mødt på torsdag
Niels og Michael

mandag den 14. februar 2011

Møde den 24.02-2011

På mødet vil vi gennemgå den basale behandling af rå billeddata (kalibrering og stacking). Til dette formål har vi forberedt to sæt billeddata som kan downloades fra bloggen:
http://kaffoto.blogspot.com/p/velser-og-billeddata.html
Download gerne billederne inden mødet og se hvad I kan så ud af dem.

Vi vil gennemgå processen i Maxim DL og ImagesPlus.
Efterfølgende yderligere billedbehandling vil blive vist i ImagesPlus og Photoshop.

tirsdag den 1. februar 2011

IC1805 en gang mere

Som jeg skrev sidst, så skulle dette billede igennem "møllen" igen. Det er der kommet et væsentligt bedre resultat ud af. F.eks er stjernerne blevet runde og hele billedet er dermed blevet skarpere (alle farveplaner ligger lige oven i hinanden, som de skal). Endelig har jeg dæmpet farverne ned.

Per

lørdag den 29. januar 2011

IC1805 fra i torsdags

Fra i torsdags, ja, taget mens jeg var til astro-workshop (Fremragende møde - stor tak til Henrik Bondo).
 
Historien bag er jo - som altid - at når det endelig bliver klart, så skal jeg et eller andet (aftenen før skulle jeg til møde på det lokale gymnasium - også klart). Jeg lurede lidt på vejret - DMI sagde at det skulle skye til ved 6 tiden, men alle skyfilm viste noget andet. Så en rask beslutning og jeg åbnede observatoriet. Det skulle gå lidt hurtigt - ville helst ikke komme for meget for sent - så jeg glemte at tænde for kamerakølingen. Men det gik helt OK uden.
 
Det blev et langt møde, så det blev til 12*10 minutter Ha og 12*5 af hver Rød, grøn og blå. Ialt 300 minutter.
 
Jeg har forsøgt at give den "hele armen" i photoshop, men der er vist lang vej endnu, hvis man sammenligner med Henriks billeder (han har faktisk et af samme objekt)
 
Per

torsdag den 27. januar 2011

Møde 27.1.11

Henrik Bondo fortæller om PixInsight, Lightroom og Photoshop.



 

Se hans præsentation og flotte billeder her (bemærk stor 60MB power point fil):

 http://dl.dropbox.com/u/1627137/Kaffoto_Henrik_bondo_pr%C3%A6s_27012011.ppt

torsdag den 13. januar 2011

Forårets møder i Astrofoto workshoppen

Hej Alle,
Det er dejligt at se at der er aktivitet på bloggen. Vi håber at det vil fortsætte og at alle vil være aktive med kommentarer, spørgsmål og flere billeder.

Vi har nu planlagt datoerne for forårets møder. Det er som hidtil den sidste torsdag i hver måned. Første gang den 27. Januar (se kalenderen nederst til højre på denne side).

Programmet for det første møde er:
- Fremvisning af deltagernes billeder fra vinteren HUSK JERES BILLEDER
- Erfaringer og brug af ImagesPlus
- Eksempel på behandling af en Galaxe i Photo Shop, Pix-Insight og Light Room v/Henrik Bondo
- Ideer og ønsker til de næste møder
Et forsinket godt nytår fra

Michael og Niels.

mandag den 3. januar 2011

IC1396


To nætter i træk - 2011 begynder godt. Godt jeg har taget fri i morgen :-)

Her er IC1396 fra her i aften. Det illustrere meget godt hvad der driller mig for øjeblikket hvad angår efterbehandling: jeg har nogle kraftige stjerner med meget kraftige blå "halos" og nogle underlige røde og grønne "små-stjerner".  De blå halos tror jeg stammer fra dårlig seeing (vanddamp i atmosfæren?) eftersom de ikke er der hver aften. De besynderlige stjerne farver? Ingen ide - har prøvet at fjerne dem i Photoshop, men uden den helt store succes (Ok - de har været meget værre end de er på dette billede)

Opsætningen er min standard for tiden:
Takahashi FS60C på EQ6. Kamera QHY9. H-Alpha som luminans, 9 stk a 10 miunutter. R, G og B: Hver 10 stk a 5 minutter.


Mvh Per

søndag den 2. januar 2011

M1 fra den 1. januar 2011

Årets første dag/aften viste sig fra sin bedste side med en flot om end lidt lys himmel (snerefleks tror jeg).
Jeg fik skudt 30x3minutter på M1. Desværre er mit Canon 350D ikke modificeret så den røde filamenter kommer ikke med som på mange andre fotos.
 
TEC140 F/7, Canon 350D @800ISO, 30x3 minutter, TTS-160, darks men ikke flats.
 
Mvh Niels